Healwork to Music!
Hundesporten HTM - i daglig tale ofte kaldet Dog Dancing - er en ny sport for alle hundeejere. Her kan alle være med - uanset hunderace - fra Chihuahua til Sankt Bernardshund.
Man kan sige at det er en form for lydighedskonkurrence, men hvor man selv bestemmer øvelserne - og musikken!
Her vil jeg forsøge at beskrive sporten generelt, reglerne og give tips til hvordan man kommer igang. Vil du vide mere og kunne spørge andre Dog-dansere til råds vil jeg anbefale at melde dig ind i mailinglisten for Dog Dancing. Det er gratis og nemt at melde sig ind - find linket under mine links.
HTM generelt:
I Healwork to music (direkte oversat: "Fri ved fod til musik") handler det om at vise et godt samarbejde mellem hund og fører til musik. Musikken vælger man selv og kunsten er at få det hele til at se godt ud sammen med musikken.Man bliver bedømt for selve "udførelsen" på dagen, "sværhedsgraden" og "musik og fortolkning", alt dette vil jeg beskrive nedenfor under reglerne.
Der er to discipliner i HTM - "Healwork to music" og "Freestyle" - forskellen er i bund og grund at i Healwork to music handler det mest om at lave flotte fri ved fod positioner - og at hunden skal arbejde tæt på føreren mens i Freestyle er fokus mere på tricks.
![]()
![]()
HTM regler:
HTM's generelle regler:
Disse overordnede regler gælder for begge discipliner i HTM (HTM og Freestyle).Der er intet krav om at man skal have stamtavle på sin hund, men der er visse regler der skal overholdes, så som at man ikke må halekupere hunderacer med undtagelse af nogle ganske få. De generelle regler er de samme som til lydighedsprøver og agility. Se dem her: Dansk Kennel Klub. Der er lidt om alder (hunden skal minimum være 10 måneder), vaccinationskrav mv.
Man skal have en resultatbog, der kan købes i Dansk Kennel Klub. Det er en særskilt bog - så hvis man allerede har en til lydighed kan denne desværre ikke benyttes.
Klasse 1 er begynderklassen, klasse 2 den mellemste klasse og klasse 3 den sværeste klasse, hvor man kan blive champion! For at rykke op i næste klasse skal man samle 10 oprykningspoint. Oprykningspoint får man ved at placere sig blandt de bedste 5 i klassen - med et godkendt (bestået) program. Pointene gives således:
1. plads = 5 point, 2. plads = 4 point, 3. plads = 3 point, 4. plads = 2 point og endelig 5. plads = 1 point.En hund kan deltage i én Freestyle klasse og én HTM klasse pr. konkurrence.
Oprykningpointene følger hunden og ikke ekvipagen.
Et program er godkendt, når der er opnået minimum 60% af de mulige point i samtlige af de tre kategorier: "udførelse", "sværhedsgrad" og "musik og fortolkning". Konkurrencerne bedømmes af 3 dommere, og de samlede point er et gennemsnit af de tre dommeres karakterer.
For at blive Dansk Healwork To Music Champion skal hunden vinde 3 HTM certifikater i HTM kl. 3. Certifikatet går til bedst placerede hund i kl. 3 (der ikke allerede er Champion) forudsat at programmet er godkendt.
Ligeledes for Freestyle: For at blive Dansk Freestyle Champion skal hunden vinde 3 Freestyle certifikater i Freestyle kl. 3. Certifikatet går til bedst placerede hund i kl. 3 (der ikke allerede er Champion) forudsat at programmet er godkendt.
Til slut vil jeg lige nævne nogle ret vigtige grundregler, der kan medfølge diskvalifikation hvis de overtrædes:
Inden programmet startes er det god kutyme at hilse på dommerne, dette gøres ved at stille sig foran dommerbordet og neje, bukke eller nikke til bedømmerne (dette kan man ikke blive disket for ikke at gøre!) Hunden må ikke være klædt ud. Et halsbånd med diskret pynt, butterfly eller lignende er tilladt. Hvis du er i tvivl om den hunds "pynt", så spørg en dommer inden klassen starter. Hunden må ikke have snor på i ringen (husk at øve dette inden) Godbidder er ikke tilladt i ringen (bortset fra i særlige for-sjov klasser der afholdes efter alle andre klasser) Føreren må have et stykke legetøj i lommen, som hunden må få når programmet er slut - men FØRST når musikken er slukket. Legetøjet må ikke være synligt for hund eller dommere mens ekvipagen fremfører sit program. Ekvipagen konkurrerer fra det øjeblik de træder ind i ringen og til musikken slutter - og hunden skal være under kontrol hele tiden. Hjælpemidler er ikke tilladt.Bedømmelserne:
I begge HTM konkurrencer (HTM eller Freestyle) bliver man bedømt i de samme tre kategorier: Udførelse (det der sker på dagen), Sværhedsgrad (hvordan programmet er planlagt hjemmefra) og Musik og Fortolkning (hvor godt det hele passer sammen). I reglerne står der følgende om hvordan der bliver givet point:
Udførelse (max 10 point):
Samarbejde mellem hund og fører
At hund og fører er opmærksomme på hinanden og lydhøre over for hinandens signaler, således at samarbejdet i programmet bliver gnidningsløst. Udførelse af program
At programmet udføres flydende, uden stop og kiks, samt at hund/fører er sikker i programmet. At tricks/fri ved fod udføres præcist, flydende og uden kiks. At ekvipagen får programmet til at se let ud. Signaler
At signalerne mellem fører/hund er diskrete eller indarbejdede i koreografien, således at de ikke skæmmer programmets helhed. Fokus på hunden
At programmet udføres, så fokus rettes mod hunden. Det er ikke ejerens krumspring, der skal tiltrække opmærksomheden. Show quality / helheds indtryk
At ekvipagen har udstråling og udfører et flot show, der appellerer til publikum og dommerne. At handlerens fremtræden er passende. Evt. andet der har med programmets udførelse og indhold at gøreSværhedsgrad (max 10 point):
Sværhedsgrad, tricks - dette gælder for Freestyle bedømmelserne
Jo sværere trickene er, jo højere points Antal tricks - dette gælder især for Freestyle bedømmelserne
At antallet af tricks passer, så programmet hverken bliver kedeligt fordi der er for få eller usammenhængende fordi der er for mange Sværhedsgrad og kvalitet, fri ved fod - dette gælder for HTM bedømmelserne
Jo flottere, mere præcis og sværere fri ved fod, jo højere point Sammensætning af program
At koreografien er sammensat, således at fri ved fod og tricks går flydende over i hinanden uden stop og at programmet er sammensat så det passer til hunden og dens bevægemønster. At programmet er sammensat, så det bliver interessant. Udnyttelse af ringen
At pladsen i ringen udnyttes.Musik og fortolkning (max 10 point):
Fortolkning af musik
At musikken fortolkes. Rolig/følelsesladet optræden til følsom musik, tempofyldt/glædesfyldt optræden til mere tempofyldt musik. Fortæller musikken en historie, bør denne afspejles i programmet. Passer øvelserne til musikken?
At alle bevægelser og tricks passer til musikken. At alle tricks tager udgangspunkt i musikken og den inspiration, der kan hentes fra musikken. At programmet er sammensat således at hundens bevægelser, førerens bevægelser og musikken går op i en højere helhed. Passer musikken til hunden?
At musikken passer til hundens tempo, bevægemønster og udstråling. Evt. andet, der har med musik og fortolkning samt kunstnerisk indtryk at gøre.
HTM - kom godt igang:
Valg af musik:
Først skal du finde et stykke musik - det er irrelevant om der er sang i eller ej - men det er vigtigt at der er nogle gode skift i musikken, så du har noget at kunne forholde dig til i programmet. Hvis musikken fortæller en historie er det vigtigt at forsøge at fremhæve dette i dit program. Hvis musikken ikke direkte fortæller en historie, må man forsøge at vise en stemning.
Noter musikken ned:
Skriv ned på papir - 1. kolonne på dit papir skal vise sekunderne i musikstykket f.eks. 0.00 - 0.07, i næste kolonne skriver du så hvad der sker i musikken i det stykke tid f.eks. "intro - violinspil", i tredje kolonne skriver du hvad din hund skal gøre i det musikstykke - og i fjerde kolonne skriver du hvad du skal gøre (dette er især vigtigt hvis du har en rekvisit med dig, så du ved hvad du selv gør med den).
Start med at lave de to første kolonner ved at sidde og høre musikken om og om igen.
Find på tricks/positioner:
Når du har opdelt musikken i forskellige momenter af små eller længere sektioner afhængig af hvor mange naturlige skift der er i musikken, kan du begynde at høre musikken en del af gangen og finde ud af hvad der passer bedst lige dér. Først bagefter forsøger man at sætte det hele sammen, og se om tiden holder eller om der skal ændres i programmet for at få det til at passe til din hunds (og dit) tempo.
Træn programmet uden hund:
For ikke at frustrere din hund, er det bedst at øve programmet selv en masse gange. På den måde vil du selv bedst vide hvornår du skal give de forskellige kommandoer så det passer til musikken og kan begynde at tænke over hvor på scenen du skal være imens.
Træn sektioner af programmet med hund:
Øv hunden i delene af programmet - så i bliver rutinerede i de forskellige overgange fra et stykke til et andet.
Endelig træn hele programmet med hund:
Men uden at gøre det så meget at hunden lærer programmet udenad og "snyder" de steder den ikke synes er så sjove som andre...
Klar til med publikum på....
Til sidst: Husk at det skal være sjovt! For både dig og hunden. Så hvis du kommer til en konkurrence og din hund af den ene eller anden grund ikke er på - så smil af det og leg evt. lidt med hunden - det er fuldt lovligt at vælge at blive diskvalificeret ved at få legetøjet ind i ringen og lege med hunden.
Hvis du har yderligere spørgsmål eller kommentarer er du velkommen til at skrive i min gæstebog - så kan jeg svare dig - hvis du skriver din mailadresse!
Til slut vil jeg lige anbefale Emmy Simonsen's bog "It's Showtime", der er den første danske bog om dog dancing - og så er den ovenikøbet rigtig rigtig god! Se mere her: http://dogdancing.dk